”Her er opskriften på et livslangt og lykkeligt parforhold for os.” Sådan tror jeg, at vi er mange, der ønsker at dele en artikel med vores partner og tro på, at alt herefter kommer af sig selv og bliver godt.

Og medierne er gode til de smagfulde overskrifter. Jeg bliver en anelse provokeret, når jeg gang på gang læser overskrifter som: ”Sådan får du et lykkeligt ægteskab”, ”Sådan får du mere sex”, ”Sådan ved du, om din mand er vild efter dig eller en anden.” osv. Hvorfor? Fordi jeg ikke tror på, at det bare er ”sådan” lige til.

Jeg må vist hellere afsløre med det samme, at opskriften ikke som sådan bliver at finde i dette blogindlæg… og så alligevel! (Jeg ønsker jo at bevare interessen hos læseren,ü)

En direkte søgning på Google: ”Opskriften på et lykkeligt parforhold” gav mange søgeresultater og efter at have læst de første 9 kildekritiske artikler, stod det klart. Hvis ”bare” vi sørger for at grine sammen, have respekt for hinanden, være holdspillere, kommunikere, lære hinanden at kende, holde et stort bryllup, vælge en partner, som ligner en selv, give plads til hinanden, ikke forsøge at ændre på hinanden, er ærlige overfor hinanden, stole på hinanden, have regelmæssigt sex, finde glæde i de små ting, have fair diskussioner, heppe på hinanden, elske hinanden, støtte hinanden, sørge for at kvinden er glad, holde ud, have samme interesser og hobbys, leve med hinandens forskelligheder, gå sammen i tykt og tyndt, føle et livslangt ansvar for børnene og børnebørnene, have samme værdisæt og holdninger, lære hinanden at kende inden ægteskab, holde styr på økonomien sammen, turde være skrøbelige, være gode venner, ikke have samme uddannelse og have en vis distance i det daglige. – så har/får vi et livslangt og lykkeligt parforhold. Værsgo’! Slug ikke det hele i en mundfuld – så mange ingredienser kan godt forvirre og i nogle tilfælde decideret modarbejde hinanden.

Qoutes og artikler kan ikke redde et parforhold, gøre os slankere, give os mere sex, energi, overskud eller hvad vi ellers trænger til eller søger. De kan inspirere, men der skal mere til.

Følg en opskrift

Det er faktisk lidt ligesom en opskrift på grovbrød. Der findes et utal af opskrifter derpå og et utal af ingredienser at komme deri. Nogle er fortaler for én smag og andre for en anden. Min kone kan nogle gange læse en opskrift højt og slutte sætningen med ”Uhmmm!” – lidt ironisk, eftersom hun ikke har indtaget noget.

Men en opskrift kan inspirere og gøre os sultne, men for at få den sande smagsoplevelse, skal der mere til end blot en opskrift og en inspirationskilde. Der skal handles, tilberedes og bearbejdes. For at fortsætte metaforen med opskriften på grovbrød, så skal man både sørge for at have råvarerne til rådighed, tilsætte de rette mængder, ælte dejen, lade den hæve, måske ælte igen, forme, pensle, drysse, hvorefter dejen sættes i ovnen. Og har vi fulgt opskriften nøje, bliver det til lækkert groft og sprødt brød, som er lige til at sætte tænderne i. ”Uhmmmm!”

Sådan er det også med opskriften på ”et godt parforhold”. Der skal handling til, for at parforholdet tager form. Og for nogle par skal der måske æltes i lang tid, inden forholdet hæver og kan nå nye højder. For andre kommer det hele lidt mere ligetil – lidt ligesom en færdigblanding, hvor du bare tilsætter vand, og brødet (næsten) springer selv ud af ovnen. Og sådan er vi så forskellige, og det er vores parforhold altså også. Nogle mennesker nyder også alsidigheden i at teste forskellige former for brød, hvorimod andre følger samme opskrift hele livet, og har det rigtig godt i det. Så et givent parforhold kan godt synes trivielt og kedeligt for den energiske, ekstroverte og spontane mand, hvorimod den introverte og sindige mand ser et parforhold, hvor der er stabilitet, tryghed og hvor der er godt at være. Det sete afhænger af øjnene.

”Slå ikke større brød op, end du kan bage.”

Når vi nu har ønsket at bage brødet sammen, så er der en vigtig lektie i ikke at slå et større brød op, end vi kan bage. Vi kan godt kigge i en opskriftbog og synes, at ALT ser lækkert ud og skal afprøves nu og her. Her må vi være realistiske og ikke tro, at vi kan bygge (eller bage) Rom på en dag. Start med en eller to fokusområder. Beslut jer eventuelt for at arbejde med den daglige kommunikation og/eller prøv en app til parforholdet. Slipper man godt fra dette, kan der lægges flere lag eller tilsættes yderligere ingredienser over tid. Det vil være surt at tabe dejen på gulvet, ganske enkelt fordi at den var blevet for tung at bære. Og på samme måde må vi heller ikke kvæle os selv og parforholdet i et for højt ambitionsniveau og alt for mange fokusområder på samme tid. Man kan ikke puste og have mel i munden….- så får man”surdej”.

Nej, opfordringen herfra skal lyde: Find en enkel opskrift SAMMEN, som I begge finder indbydende og overskuelig at gå til. Så tror jeg på, at I har mange gode smagsoplevelser i vente. Blev brødet ikke som forventet, så ændrer man på opskriften og prøver igen. Trænger man til nye smagsoplevelser, så tilsætter man nye ingredienser over tid.

Og hey! Som bageren sagde til sin kone: Jeg elsker ”DEJ”.

 

Følg med på Facebook eller Instagram.

Eller download YouTwo-appen her.