De fleste gange er hun selv ude om det. Faktisk har hun ofte akkurat samme intentioner, men i kraft af at jeg er stærkere og har større erfaring, så er det ofte mig, der slipper bedst fra slaget.

Smagen er ikke altid lige god, og nogle gange overvejer jeg også, om det nu var et smart træk at foretage – særligt foran børnene – men det tror jeg faktisk, at det er.

Jeg taler selvfølgelig om vendespil med børnene, hvor min kone og jeg pludselig bliver ramt af vindermentaliteten begge to, og hvor jeg – hvis ikke hver gang, så ofte – smadrer min kone sønder og sammen. Og der ligger (sidder) hun så – knust, lammetævet, ”slået hjem i ludo”, stikhamrendes tosset (som Berthel H. uden sin risengrød.) Hmm… Skulle jeg have handlet anderledes? Var det bedre for husfreden, at jeg havde ”ladet” mig tabe, og hun havde slået mig?

Kender man begrebet curlingforældre, så har man sikkert også hørt, at IKKE alle forhindringer skal fjernes for vores børn her i livet. Og det tror jeg også, at vi må praktisere i voksenlivet. Hvis min kone eksempelvis føjer mig, hver eneste gang vi er uenige, ja, så kan den kontroversielle sammenligning med en kone og en kost (i curling,ü) egentligt være meget god.

Jeg siger ikke, at vi ALTID skal blive hinandens modspillere som i et ubehageligt spil vendespil, men jeg tror, at det er vigtig med modspil i et parforhold – at have én at spille bolden op i mod. En vi kan forvente en ærlig udmelding fra – også når det gør en smule ondt eller rammer et ømt sted.

Min kone kunne før i tiden spørge: ”Synes du, at hende, der kommer gående der, er lækker?” Og jeg var rigtig god til at svare: ”Nej, Skat, overhovedet ikke… DU er lækker.” Min kone ER lækker, men det var den forbipasserende kvinde altså også.

Hvis den ene part hele tiden føjer eller taler den anden part efter munden, eller tilsidesætter egne behov, så bliver forholdet hurtigt ensporet, og forholdet vil kun have en vinder – eller måske nærmere to tabere. Hvorimod, giver vi tydeligt udtryk for vores individuelle synspunkter, ønsker og behov, så har vores partner også en større sandsynlighed for at imødekomme disse og respektere, at vi ser forskelligt på disse områder af livet.

For mig er det vigtigt, at der er plads til vore forskelligheder og TO individer i ET parforhold. Ja, vi skal bestemt gøre, hvad vi kan for at glæde hinanden, men vi skal også turde sige fra, sætte foden i eller ytre en anden holdning. Jeg tror ligefrem, at det gavner forholdet. Når min kone giver udtryk for nogle standpunkter, hvor jeg ikke er enig, giver hun mig muligheden for at respektere hendes synspunkter. Kender jeg dem ikke, ved jeg heller ikke, hvad hun mener, føler og tænker, og hvad skal jeg så respektere?

I min barndom stiftede jeg bekendtskab med en ”nikkedukke”. Proppede man penge i dukken, nikkede den venligt, da det sådan set var den eneste handling, dukken kunne udføre. Sådan ønsker jeg hverken, at min partner eller jeg skal være i forholdet. Tværtimod, når jeg bliver en smule snæversynet og brokker mig, må min kone gerne nuancere mit verdensbillede og fortælle mig, at sådan ser situationen ikke ud fra hendes stol. Og hvor ville det egentlig også være KEDELIGT, hvis jeg proppede en femmer i kavalergangen, og hun hver gang hev kosten frem og kvitterede med at feje foran mig.

Nej, så jeg ”slår” min kone engang i mellem, og andre gange slår hun mig. Nogle kalder det tæsk. Jeg kalder det modspil – og jeg kan li’ det!!

Psst! Og jeg kan lide appen YouTwo, hvor jeg også kan indtaste informationer om mig selv, som min partner så kan kende til, respektere eller stille spørgsmålstegn ved.

Download appen her: