Der var engang en midaldrende mand ved navn Søren. Åh, Søren ville ønske at hans kone Marie var lidt mere ligesom Bonnie, som var naboen Kristians nye kæreste. Bonnie skulle efter sigende være med på den værste og kunne ikke få nok. Ja, det var hvad andre havde havde sagt. Og hvad andre siger er altid det rigtige…

Og Åh, Marie, Sørens søde kone, ville ønske at Søren var lidt mere ligesom Kristian, deres nabo, som i stedet for at sidde i sofaen og brokke sig, imens han spillede IPad med deres ældste dreng Mikkel, lige nu var i gang med at skifte sit fine slots syv vinduer og tre døre.

Langt langt borte på den anden side af plankeværket boede Kristian, som lige havde fået sig endnu en ny prinsesse. Kristian var i gang med at vedligeholde sit fine slot. Måske fordi det trængte, men måske også fordi, at det var det eneste holdbare fundament tilbage i hans liv. Et liv som allerede have budt ham mange kvaler, svigt og store kriser.

Åh, Kristian ville ønske at han havde sine børn hos sig hver dag ligesom hans nabo Søren, som garanteret havde erfaret, at der findes større glæder i livet end at eje guld, grønne græsplæner og et slot.

Inde på Kristians slot stod Bonnie og gjorde sig tanker, imens hun spejdede ud af (og lidt ind i sig selv) et spejlblankt og nyt vindue. Åh, hun ville ønske at hun hvilede mere i sig selv, og turde at handle ind i joggingtøj og sandaler ligesom Kristians søde nabokone Marie.

Og således gik det til at skruen ingen ende havde eller fik, men hvor ville den ØNSKE AT VI BLEV BEDRE TIL AT SÆTTE PRIS PÅ VORES EGEN TILVÆRELSE OG VORE NÆRMESTE!

Se det var en sand historie, hvor alle troede at de andre levede mere lykkeligt til deres dages ende.